Ribe er en by i Sydvestjylland med 8.365 indbyggere (2023)[1], hører til Esbjerg Kommune og er beliggende i Region Syddanmark. Ribe er Danmarks ældste by, og fejrede sit 1300 års jubilæum i 2010. Byen ligger i et fladt marskområde ikke langt fra Vesterhavet og har gennem historien været præget af oversvømmelser. Ribe Å slynger sig gennem Ribe ad flere grene, videre over marsken og gennem Kammerslusen ud i Vadehavet.
Ribe var sandsynligvis allerede en handelsplads under vikingetiden, i begyndelsen af 700-tallet. Der blev bygget en kirke her i slutningen af 800-tallet – den tredjeældste kirke i Skandinavien – og i 948 er der et bispesæde. Byen voksede og blev stor og vigtig både for kirken og som handelscentrum, og var i middelalderen blandt landets største byer. Da Ribe Å blev ufarbar for skibe i slutningen af 1600-tallet gik det dog stærkt tilbage, og med Esbjergs grundlæggelse i 1868 blev byens industri også udfordret.
Ribe Katedralskole har en poetisk tilknytning til den skolestue der fandtes ved domkapitlet i 1145,[2] og Ribe Domkirke står som et monumentalt centrum i det rige turistmiljø blandt restaurerede gademiljøer og flere museer, herunder to som beskæftiger sig med vikingetiden. Tusindvis af turister fra hele verden valfarter hvert år til byen for at opleve den gamle købstads atmosfære.